Center for Bevægeapparatlidelser
FormålCenter for Bevægeapparatlidelser er en del af Rygcentret, Regionshospitalet Silkeborg. Centret er etableret i samarbejde med Silkeborg, Skanderborg og Farvskov kommuner samt Center for Folkesundhed, Region Midt. Centret har primært til opgave at etablere udrednings- og behandlingsforløb for sygemeldte med smerter i bevægeapparatet samt foretage forskning i, hvilken indsats som virker bedst.
Under menupunktet "Projekter" til venstre, kan du læse om projekter i Center for Bevægeapparatlidelser, herunder om det nystartede Nakke-skulder projekt.
Henvisning
Henvisning til Centret foregår nemmest direkte pr. telefon via egen læge. En del henvisninger kommer dog også fra Fællesvisitationen i Rygcentret.
Se i øvrigt in- og eksklusionskriterier.
Undersøgelse
Når man møder i centret bliver man bedt om at udfylde et spørgeskema.
Derefter bliver man undersøgt af en speciallæge i rygsygdomme og en fysioterapeut med særlig kompetence inden for rygområdet. Der tages stilling til, om der skal foretages udredning af smerterne og eventuelle behandlingsbehov afdækkes. Der aftales kontroltid hos fysioterapeuten efter 14 dage.
Opfølgning
Herefter kan der blive tale om to forskellige typer indsats:
- Tilbagemelding til egen læge og sagsbehandler i kommunen. Disse vil tage sig af den videre indsats med hensyn til eventuelt behov for behandling af rygsmerterne samt tilbagevenden til arbejde eller afklaring af den fremtidige arbejdssituation.
- Tilbud om en tværfaglig rehabiliteringsindsats, som kan omfatte kontakt med en eller flere af følgende: Socialmediciner, ergoterapeut, fysioterapeut og socialrådgiver. Indsatsen fra teamet tilpasses den enkeltes behov. Det tværfaglige team vil, sammen med den sygemeldte, tage sig af den videre indsats med hensyn til tilbagevenden til arbejdet eller afklaring af den fremtidige arbejdssituation. Dette vil ske i samarbejde med egen læge, kommunal sagsbehandler og arbejdsplads.
Der vil blive fulgt op på patienternes tilstand og arbejdsmarkedstilknytning de første 1-5 år efter første fremmøde. Patienterne afsluttes sædvanligvis med et åbent forløb i 3 måneder, hvor de kan henvende sig direkte ved evt. behov. Hvis der efterfølgende opstår behov for ny vurdering, kan patienten ikke henvises til Center for Bevægeapparatlidelser, men naturligvis til Rygcentret i øvrigt.
Deltagelse i projekt er frivillig. Hvis man ikke ønsker at deltage, vil man som hidtil få rådgivning og behandling hos egen læge.
Man kan når som helst trække sig ud af projekt, uden at det har konsekvenser.
Det tilstræbes at patienterne vil blive indkaldt til vurdering i løbet af 2 uger.
Det henstilles til egen læge, at patienter med rygsmerter fortsat kun sygemeldes, såfremt det er nødvendigt. Det er ikke acceptabelt, hvis patienten sygemeldes med henblik på at blive vurderet eller indgå i projekt.
Kontakt
Egen læge bedes kontakte centret pr. telefon 8722 7303, hverdage mellem 9 og 15, hvis det vurderes at patienten kan indgå i projektet.
Andre behandlingstilbud
Rygpatienter som ikke opfylder de oven for beskrevne inklusionskriterier kan henvises til Den Fælles Rygvisitation, Regionshospitalet Silkeborg. Henvisningen vil da blive videregivet til det mest relevante behandlingstilbud i Medicinsk eller Ortopædkirurgisk Rygcenter. Patienter som tidligere har indgået i projekt, og som er afsluttet for mere end 3 måneder siden, kan ikke henvises til projektet igen. Disse bedes ligeledes ved evt. behov for ny vurdering henvist til Den Fælles Rygvisitation.





