Sår og infektioner

Sårklinikken på Regionshospitalet Silkeborg tilbyder en koordineret og tværfaglig behandling til patienter med kroniske sår. Vores personale har mange års erfaring med at behandle kroniske sår og vi forventer, at vi i fællesskab kan forbedre helingen af dit/dine sår.
Om sår
Der findes forskellige former for sår, og årsagerne er mange. Det er derfor ikke muligt at give en generel vurdering af, hvor lang tid det tager før dit / dine sår er helet. Men kroniske sår er både smertefulde og farlige, og selv små sår kan hurtigt forværres, hvis ikke helingsprocessen kommer i gang som den skal. Det er derfor vigtigt - hurtigst muligt - at komme i gang med en målrettet behandling.
Om Sårklinikken
I Sårklinikken arbejder vi tværfagligt. Det vil sige, at forskellige fagpersoner arbejder sammen om at give den bedst mulige behandling.
Derudover samarbejder vi med praktiserende læger og sygeplejersker i kommunen, samt specialafdelinger som Karkirurgisk Afdeling og Plastikkirurgisk Afdeling på Århus Sygehus samt Sårcentret i Århus.
Sårklinikkens mål
Målet med sårbehandlingen er at du som patient får den bedste og mest hensigtsmæssige behandling samt at:
- du deltager aktivt i dit behandlingsforløb og i samarbejde med klinikkens personale er med til at forebygge nye sår
- du oplever sammenhæng mellem kommunens og vores arbejde
Personale
I Sårklinikken er vi to sårsygeplejersker, to læger og en lægesekretær. Sårklinikken mødes engang om ugen med bandagist, fodterapeut, skomager og diabetesteamet på Regionshospitalet Silkeborg, for på den måde at udnytte alle relevante ressourcer.
![]() | ![]() |
| Sårsygeplejerske Else-Marie Gai | Sårsygeplejerske Helle Lauritsen |







